Efter mange års for-projektering, kan nu projektet baneomlægning blive en realitet på Bornholms Brand Park.
I dag tirsdag den 10. december har Formand Egon Jensen i Bornholms Travselskab og Adm. direktør og medejer Morten F. Q. Iversen ved entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem underskrevet entreprisekontrakten, der kommer til at både klima- og fremtidssikre travbanen til kommende generationer.
Det endelige projekt der realiseres, er et projekt hvor både økonomi og de fysiske rammer på banen har haft stor indflydelse. Resultatet er, at banen nivelleres med 1.3 meter på det højeste punkt i yderkanten af banen i landevejssvinget. Herudover tilføjes overgangssving, der vil gøre det nemmere for hestene at accelerere rundt i begge sving. Herudover vil sikkerheden forbedres på banen, idet der etableres et sikkerhedsspor, samt tilføjes to elektriske porte til ind- og udkørsel på banen.
Formand Egon Jensen udtaler at det er en stor lettelse, at vi i dag efter så mange års arbejde, endelig kan realisere et projekt, der ikke kun vil have stor betydning for travsporten på Bornholm fremadrettet, men også for stedet som turistattraktion og samlingssted for bornholmerne. Bornholms Brand Park er en kulturarv som vi har pligt til at passe på, og da selve løbsbanen er det sidste vi mangler at opgradere til nutidens standard, er det nu en stor glæde at vi kan se, at også den del kommer på plads.
Egon fortsætter med at selv om vi af økonomiske årsager har været nødt til at gå på kompromis med det oprindelige projekt og nivellere med 1 m. mindre, er det stadig et godt projekt og en forbedring af vores travbane.
Adm. Direktør Morten F. Q Iversen fra Jens Møller Gudhjem udtaler at det er en stor glæde at vi sammen er nået i mål med dette projekt. Til gavn for travsporten på Bornholm. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Bornholms Travselskab undervejs, som vi sætter stor pris på og vi glæder os til at komme i gang med det praktiske arbejde.
Egon tilslutter sig Mortens udtalelse: Ja jeg kan bestemt være enig med Morten i at vores samarbejde for at nå i mål med dette projekt har været rigtig godt og vi glæder os til en fortsat god dialog under selve udførslen af projektet.
Projektet realiseres med egne midler samt tilskud fra LAG-Bornholm, Brødrene E., S. & A. Larsens Legat, Sparekassen Bornholms Fond, Bornholms Brand A.m.b.A, Carl Edv. Mogensens Fond, Rose Mogensen (privatgiver), Dansk Trav og Galop Union og projektet SikreBaner. Herudover rettes stor tak til privatpersoner, anpartsstalde, virksomheder og andre der har bidraget med donationer til projektet. Desuden afventes også svar fra et fåtal flere fonde, der kan gøre den sidste forskel for økonomien.
Egon afslutter med at ligeledes rette en stor tak til grundejer og statslige såvel som lokale myndigheder, der alle har vist stor velvilje, når vores sag er blevet behandlet.
Det viser at der har været stor velvilje til dette projekt, og det er vi meget taknemmelige for.
Venlig hilsen
Bornholms Travselskab.